Guide til gratis musik og lyd på nettet

Ofte får jeg spørgsmålet, om jeg kender nogle steder på nettet, hvor man lovligt kan downloade musik - fx. til at bruge i en soundslide eller i en video. I denne artikel vil jeg samle nogle af de steder, jeg møder, og forhåbentlig vil listen vokse med tiden.

Men først foreslår jeg, at du læser Ophavsret: Hvis der ikke står, du må, så lad være - så ved du, hvad det er for noget, det med ophavsret.

Tilføjelse i april 2014:

Creative Commons har en søgeportal, hvor du kan søge efter ikke-beskyttet indhold i form af musik, billeder, grafik og video. Tjek CC Search på search.creativecommons.org

Gratis, kendt og gammelt

Gratis betyder i denne sammenhæng, at komponisterne forlængst er døde og at de udøvende kunstnere enten har givet tilladelse til, at deres værker bliver brugt i fx. video- eller soundslides - eller at deres ophavsret simpelthen er udløbet.

musopen.org
Musopen.org er et projekt, som har til formål at “sætte musikken fri”. Projektet, om er startet af Aaron Dunn, går ud på, at klassisk musik (fordi komponistrettighederne udløber, når komponisten har været død i 70 år) indspillet af diverse militær- og skoleorkestre (som frasiger sig rettighederne som udøvende kunstnere) stilles til rådighed til download. Der er masser af fin-fin musik indspillet af fx. US Marine Band eller Skidmore College Orchestra.

Musopen giver dig kendte klassikere. Men der er lige en ting: Musopen kræver logon - til gengæld er det gratis og uden problemer at registrere sig.

openmusic.org
Open Music Archive er et britisk “public domain” projekt sat i søen af Ben White og Eileen Simpson med det formål at stille indspilninger, hvor ophavsretten er over sidste salgsdag, til rådighed for alle. Her finder du gamle plader, blues, jazz, country osv. - ja, plader - med skrat og ridser og alt det, der hører til.

Du kan både søge og browse dig frem til musikken. Ved hver indspilning står, hvornår komponisten er død og hvornår værket er indspillet - en vældig god service, når du skal tjekke, om du overholder de ophavsretslige regler.


wikipedia

Gode gamle Wikipedia har også en “Sound list”, hvor den opsamler links til ikke-copyright-beskyttet musik. Listen er alenlang og der er virkelig meget at vælge imellem. Ved alle numre er der angivet, hvilken CC-licens, det er underlagt, så det er ret nemt at finde ud af.

Gratis, ukendt og moderne

De følgende steder handler om ny musik, som er skrevet og indspillet med det formål at være frit tilgængelig. Der er tale om musikere, som stiller deres musik til rådighed, fordi de synes, det er en god idé.

dig.ccmixter.org
Webstedet dig.ccmixter.org er en meget stor samling af musik, som er stillet til rådighed under Creative Commons. Dvs. musikken kan anvendes under de betingelser, som er anført. Noget må anvendes til hvad som helst, noget må ikke anvendes kommercielt, men der er rigtig, rigtig meget musik og der er en god søgefunktion, så du kan søge på både formål, rettigheder og genrer.

incompetech.com
Incompetech.com er ligeledes proppet med gratis musik. Websitet og musikken er lavet af amerikanske Kevin MacLeod og licenseret under CC-BY, hvilket betyder, at du kan bruge musikken frit, så længe du krediterer websitet. Hvis du ikke vil kreditere musikken, ja, så kommer du op i royalty free kategorien, og så koster det penge.

audionautix.com
Audionautix.com er ligeledes proppet med musik. Denne gang af komponisten Jason Shaw. Vi er stadig under en CC-BY licens, hvilket betyder OK til at bruge musikken til alle formål - også kommercielle - så længe komponisten krediteres. Hvordan det foregår, fremgår af websitet.

Taylor Hayward Piano Music - også en glad komponist, som stiller sin fine musik til rådighed til hvad som helst og uden nogen form for bindinger.

jamendo.com
Jamendo.com er endnu et Creative Commons sted. Flere end 46.000 albums under forskellige licenser, 1900 af dem med CC-BY licens, dvs. til fri afbenyttelse med kreditering, nogle til ikke-kommerciel osv. Glimrende søgefunktion. Vær dog opmærksom på, at Jamendo også har en royalty free afdeling, hvor udbudet er større, men hvor det koster penge at benytte musikken.

Gratis lyd fra fuglesang til bil-larm

Så er der lydeffekter. Real-lyd. Lyden af en by, lyden af en markedsplads, korte klip, lange klip til fri afbenyttelse.

freesound.org
The Freesound Project er et såkaldt kollaborativt projekt - dvs. brugerne kan uploade lyde og downloade til brug for video, audio, soundslides osv. Databasen med lydfiler er enorm. Du kan finde gadelyd fra København, nattergalesang, bølgesus, tog, fly, sporvogne — alt. Projektet er iværksat af universitetet i Barcelona. Lydstumperne er under Creative Commons Sampling+ licens, hvilket betyder, at du må klippe og klistre alt det, det skal være, så længe du krediterer Freesound Project.

Freesound Project kræver login - dvs. du skal registreres som bruger eller deltager.

Husk: Royalty Free betyder ikke gratis

Det snyder nogle, men det er altså sådan, at Royalty Free ikke er lig med gratis. Royalty Free betyder, at du skal betale et engangsbeløb for at få lov til at bruge musikken. Så må du til gengæld brugen den alt det, du vil.

Partnersinrhyme.com er sådan et sted - med masser, masser af musik og lydeffekter. Det kan være ti numre med Feel Good Music for 100 Euro
eller 44 opera-hits fra Cramen til Don Giovani - også for 100 Euro. Eller keltisk musik, eller, eller, eller. You name it - der er nok at vælge imellem i butikken, men husk: Gratis er det ikke.

3 Responses to “Guide til gratis musik og lyd på nettet”

  • Hajo:

    do do :-)
    Lige hvad jeg har ledt efter længe, når man ikke selv kan shynge eller spille, men elsker at lave video´s og slideshows.
    Jeg tror du mener Carmen og ikke Cramen under operahits *lol*

  • Frank Sørensen:

    Mange tak for alle disse link’s. super fedt tak….

  • thor:

    Tak. For sådan en god side.

Leave a Reply